I oldtidskundskab i gymnasiet blev jeg præsenteret for Sokrates.
Han blev især kendt for sin særlige samtalekunst og havde en helt særlig evne til, at få mennesker til at kunne svare på store og svære spørgsmål, bare ved at stille dem små spørgsmål som de kunne svare på.
På magisk vis kunne han samle svarene til sidst, så det store og svære spørgsmål blev besvaret af dem, han talte med.
Det fascinerede mig:
Den kunst ville jeg lære og det brugte jeg de næste 15 år på!
Start småt:
Siden 2005 har jeg stillet mennesker små spørgsmål, når de ikke selv kunne finde ind til svar på store og svære spørgsmål som:
Kunsten er, at spotte det enkelte menneskes ledetråde og stille de rigtige spørgsmål til dem.
Så åbner det op til en verden af svar, og de finder ud af, at de jo godt ved, hvad de vil og brænder for, de var bare ikke bevidste om det. Og det er jo noget andet!
Når de sidder med et stort smil og taknemmelige øjne over, at have genopdaget, hvad de virkelig vil, så sender jeg Sokrates en kærlig tanke og takker ham for at lære mig om en genvej til at finde sin rette hylde i (arbejds-)livet.
For det er jo ikke nogen lille ting!